Ukrudt mellem fliser er enhvers haveejer evige problem. Lige meget hvad man gør, så kommer det tilbage med tilbagevirkende kraft og invaderer ens fliser. Men er du også træt af, at luge ukrudt konstant i indkørslen og i `ingenmandsland` bag garagen? I så fald, kan du med fordel fortsætte læsningen af denne artikel, da den belyser, hvordan man slipper for ukrudt mellem fliserne.
Slip for ukrudt mellem fliserne – mulige løsninger
En løsning kan være at lægge stenmel og skærver på hele området. Begge dele er ukrudtshæmmende, og hjørner og skæve vinkler er ikke noget problem.
Regn med, at der skal køres rigtig meget jord af uanset hvilken belægning, du vælger. Hvis der skal køre biler på skærverne, skal du grave 40 cm af, altså lige så langt ned, som hvis du ville lægge fliser. Hvis der kun skal køre en trillebør, er 20 cm i de fleste tilfælde nok. Under alle omstændigheder vil en lille gravemaskine og en motorbør spare mange timer med spade og trillebør.
Når jorden er kørt væk, kan du danne dig et overblik over situationen. Det er nu, du skal bruge en weekend eller to på at ukrudtssikre alle kanter, hjørner og mellemrum. For i virkeligheden er det jo ikke midt i indkørslen, at ukrudtet pibler op, men ude i kanten mod et bed eller i sprækken mellem et brønddæksel og husmur. Der hvor det er umuligt at vibrere stabilgruset ordentligt. Derfor er det vigtigt, at få lagt en god bund. Opbygningen af bunden er nemlig fuldstændig afgørende for, hvor holdbar indkørslen bliver. Gruset skal lægges på i lag af maks. 10 cm’s tykkelse, og hvert lag skal vibreres grundigt med en pladevibrator. Til sidst skal slutbelægningen – skærver eller stenmel – hældes på og vibreres.
Regnvand er som gødning for ukrudt
Det er vigtigt, at regnvand kan løbe bort. Hvis vandet ikke ledes væk, vil toplagene blive bløde, og der er risiko for, at bærelaget af stabilgrus ødelægges. Køb eller lej et laser-vaterpas, og træk vandrette snore, som du kan måle ud fra. Hældningen skal være minimum 1 cm og helst 2,5 cm per meter. Hvis det ikke er muligt at lave hældning på området, skal bunden bygges op, så vandet kan trænge igennem. Det gøres ved at lægge knytnævestore sten i bunden og fylde op imellem dem med afretningsgrus. Det kaldes en makadam.
Skærver forebygger mod ukrudt
Skærver er ukrudtshæmmende, fordi de har skarpe kanter, der skærer planterne i stykker, når skærverne bevæger sig. Riv skærverne igennem med jævne mellemrum, så tager du ukrudtet i opløbet! Skærver findes i mange størrelser og farver. Størrelsen angives ved fx 5/8, der betyder, at skærverne er mellem 5 og 8 mm. De mest almindelige størrelser er 5/8 eller 9/11. Skærverne skal være så store, at de ikke sætter sig fast i mønsteret på bildækket, og så små, at de ikke sætter sig fast mellem tænderne i riven. Brug ikke Granitskærver på en indkørsel med kraftig hældning, da de kan skride, når bilen bremser.
Stenmel som ukrudtsbekæmper!
Det er ikke kun skærver, der kan anvendes som ukrudtsbekæmper – det kan stenmel i den grad også! Stenmel findes i mange farver og størrelser. Det kan enten være knust sten – eller knust granit. Knust granit er den mest ukrudtshæmmende type stenmel, fordi det er meget kantet og kan vibreres ret tæt sammen. Husk, at stenmel er et ret løst materiale, der har det med at følge med skoene eller børnene ind på gulvet og græsplænen!
Overvejelser inden du anlægger fliserne
En have har altid mange kanter og fuger mellem natursten, hvor ukrudtet vokser vildt. Før du går i gang med at anlægge en ny indkørsel eller et nyt bed, bør du overveje, hvordan området med skærver eller stenmel skal indrammes. En stensætning kan være en dekorativ løsning på et stykke jord mellem en indkørsel og fliser, hvor du ikke ønsker et bed, der skal luges. Du kan bogstaveligt talt “lægge låg” på alle de besværlige steder med jordfugtig beton.
Hvordan laves jordfugtig beton?
Jordfugtig beton kan altså være med til at hindre ukrudt, men er det så ikke svært at lave? Til det retoriske spørgsmål må der svares klart nej! Bland fem dele grus og en del cement og tilfør vand, til konsistensen er som fugtig jord, der kan formes og ikke flyder. Blandingsforholdet gør, at betonen ikke er så stærk og derfor ret nemt kan bankes væk, hvis det bliver nødvendigt. Fyld området op med beton. Alternativt kan du lægge en ukrudtsdug ud, som skjules/dækkes af skærver.
Bente Saugmann skriver
Hvad hedder ukrudtsplanten, som illustrerer denne artikel. Vores tagterrasse er fyldt med denne plante nellem fliserne.