Thailands turistindustri boomer virkelig i disse år, og aldrig har så mange danskere rejst til Thailand som nu. Det er der mange grunde til, blandt andet kan nævnes:
- Fantastiske sandstrande
- Altid godt vejr
- Billigt mad og drikke
- Gode muligheder for shopping
Som turist i et fremmed land kan man nemt falde i forskellige turistfælder, og dem vil jeg guide dig igennem i denne artikel.
Kort introduktion
Først vil jeg lige introducere mig selv. Mit navn er Thomas Hansen, og jeg ejer mode- og livsstilsbloggen hiSociety, hvor jeg sammen med min medblogger Andrea Pincini skriver om modetøj, pleje og livsstil. Der ligger også en kæmpe guide til Bangkok, baseret på egne oplevelser og erfaringer. Jeg er nemlig meget rejseglad og elsker Asien for den smukke natur og de mange glade mennesker. I de sidste 10 år har jeg besøgt Thailand 6 gange, og jeg rejser derned igen til juli, denne gang i en lille måned.
De 5 råd
De fem råd i denne guide er baseret på egne erfaringer og oplevelser, og noget af det vil være indlysende for folk der allerede har været i landet, mens andet måske vil være helt nyt for dem.
1. Lad aldrig sælgere komme til dig – kom til dem
Thailand er et helt særligt land. Befolkningen er rolig og høflig, men til tider kan de også være ekstremt påtrængende. Det er dog vigtigt at bemærke, at det sjældent er Thailænderne, der er påtrængende – de hilser blot på og inviterer indenfor på restauranten eller i deres butik. Turarrangører og SKRÆDDERE i særdeleshed kan derimod være særligt påtrængende, og deraf kommer første råd: Undgå dem. Kig væk. Ignorér dem fuldstændig. De er ikke ude på andet end at tjene penge på dig, og de spiller helt bevidst på turisternes løse pengepunge og impulsive handlemåde.
Det du i stedet skal gøre, er at sætte dig grundigt ind i hvad du egentlig har brug for, eller hvad du vil have. Det kan være du har læst om en helt bestemt tur som du gerne vil på, og her kan du gøre en del af forarbejdet hjemmefra. Tripadvisor rummer eksempelvis en masse rigtig gode guides til turistdestinationer og aktiviteter, og dem har vi også selv været glade for at bruge (måske kan du endda finde nogle af mine anmeldelser derinde?). Undersøg så om turen er det værd, og hvad andre har betalt. Det samme gør sig gældende for eksempelvis skrædderne – undersøg om de overhovedet er pengene værd, og find i stedet alternativer. Skal du alligevel af med penge, kan du lige så godt finde et sted der forvalter dem ordentligt 🙂
Opsøg så det sted du har læst eller hørt om, og afgiv din bestilling – så er den succes hjemme.
2. Undgå dyre taxaer – kør med minivan
Det er rigtig nemt at komme rundt i Thailand, og det er rigtig mange turister glade for. Nogle steder har taxaerne desværre fundet en fidus, der er meget indbringende for dem – de ensretter priserne, og går ALDRIG under disse! Så sent som i sommers var vi på Koh Samui, hvor taxachaufførerne ikke kørte så meget som 100 meter uden at tage en formue for det – de gad nærmest ikke køre os hvis vi gav udtryk for at priserne var for høje!
Her kommer finten så: I stedet for at bruge den dyre turisttransport, så stil dig op til hovedvejen og vent. Efter 2 minutter er de første minivans, som du kan kende ved deres karakteristiske “skur” på ladet, hvor der kan sidde passagerer, kørt forbi. Måden du får fat i disse minivans på, som også kaldes Songthaew, er ved at stille dig op ved vejen og vinke dem ind til siden. Her aftaler du en destination og en pris med chaufføren, og så hopper du op på ladet. Turen er ikke den mest behagelige, men efter utallige erfaringer, må jeg konstatere at priserne ligger på noget nær en tiendedel af turisttaxaernes.
Eneste undtagelse er i Bangkok – her er taxaerne langt billigere end både offentlig transport og tuk tuk!
3. Vask tøj i vaskeri – ikke på hotellet
Alle hoteller tilbyder tøjvask som en ekstra service, hvor der typisk skal betales 20-30 kroner per beklædningsgenstand. Det er mildest talt hundedyrt, især hvis man har 4-5 stykker tøj for hver dag!
Her kan det virkelig godt betale sig at gå ud på nærmeste gade, og kigge efter de mange “laundry” skilte. Typisk vil priserne ligge på 40-50 baht per kg tøj der skal vaskes, eller hvad der svarer til 10 kroner. For en lille ekstra pris får du endda strøget alt dit tøj og lagt det pænt sammen.
HUSK! I Thailand er det normalt at vaske tøjet på høje temperaturer, og vælger du at få strøget dit tøj, så er det ALT tøjet der bliver strøget – også undertøj. Ønsker du kun at noget af tøjet bliver strøget, kan du lave to separate ordrer, hvor du pakker tøj der skal stryges i én pose, og tøj der ikke skal stryges i en anden – det er nemmere end at stå og forklare på engelsk at dine blå underbukser ikke skal stryges, men at de grønne sokker gerne må stryges..
4. Prøv en frokost fra gaden
Pad Thai, Pad Ka Paw, stegte ris, nudelsupper og grillet kylling med klisterris. Altsammen findes i de små charmerende gadekøkkener til latterligt lave priser. Har du en dag hvor du ikke rigtigt har lyst til at spise på restaurant, kan du med fordel gå ned på gaden og finde en af de mange rækker med gadekøkkener, som findes overalt i Thailand. De bedste gadekøkkener er dem som de lokale flokkes om. Her vil du kunne finde en masse specialiteter, men også mere almindelige thailandske retter, som typisk ikke er særlig krydrede, men gerne med masser af god smag. Skal du have det rigtig stærkt, kan du næsten alle steder få dig en gang Som Tam, bedre kendt som papayasalat – det er noget der river i organerne, og du får lov at mærke at du lever, når du spiser det! Dog skal du være opmærksom på, at Som Tam nogle steder laves med saltede krabber, hvilket muligvis kan give anledning til brok fra maveregionen.
I Thailand har man ingen standarder og love for opbevaring af fødevarer som vi har i Danmark, så det er typisk de erhvervsdrivende selv der sætter denne standard. Du kan altid se ved selvsyn om personen der laver din mad har styr på hygiejnen – typisk vil det kunne ses på gadekøkkenet, som helst skal være rent, og på personen selv, som også helst skal være ren og velsoigneret. Rene hænder er også at foretrække, og så kan du også tjekke om evt. råt kød opbevares på is eller bare ligger i plastikbøtter. Begge ting har jeg oplevet mange gange, og selvom kød ikke bliver fordærvet med det samme når det ligger i 30 graders varme, så bliver det hurtigt ulækkert, så derfor er det værd at holde øje med.
De bedste smagsoplevelser i Thailand får du dog stadig fra gaden!
5. Book hoteller og transport selv
Er du førstegangsturist er du måske undskyldt – men herefter kan du lige så godt selv booke flybilletter og hoteller. Det er noget af det letteste, og man sparer sig selv for tusindvis af kroner, som kan bruges på ekstra sjov, god mad og aktiviteter i Thailand.
De danske rejsebureauer har typisk nogle udvalgte hoteller, hvor de sender en masse danskere til. Her kan du så mænge dig med hundredevis af andre danskere. Det kan måske være meget skægt, men dine muligheder for frie valg er begrænsede, og tit får du en masse med i pakken som du slet ikke har brug for.
Flybilletterne kan du nemt booke via f.eks. Momondo, og hotellerne kan du finde på Hotels.com eller Thailands egen Sawadee.com. Sidstnævnte er typisk lidt billigere, men man skal være opmærksom på at priserne skal tillægges skatter og afgifter på i alt 17% – dette er dog angivet inden du bestiller.
Ankommer du med fly er det let som en leg at få transport til hotellet. Du bliver vist hen til en disk hvor du kan bestille en taxa, og alt afhængigt af hvilken lufthavn du lander i, så varierer priserne, men de er dog altid lavere end hotellets egen transitservice.
Hav din fornuftige sans med dig!
Det er altid en god idé at tænke sig om når man er i et fremmed land. Her er Thailand ikke nogen undtagelse. Har du ikke været i landet før, kender du måske ikke priserne, og det kan være en god idé at undersøge prisniveauet hjemmefra, så du ved hvad du kan forvente at betale for hvad.
Og husk den gamle læresætning: Man får hvad man betaler for, og når noget er for godt til at være sandt, så er det sjældent sandt. Hoteller, restauranter og sælgere vil lokke dig med tiltalende annoncer og illustrationer, men hvis priserne er ekstremt lave, så bør du løfte øjenbrynet og tjekke efter selv – måske er du ved at blive snydt.
Thailand er et dejligt land… et land med mange kontraster, rig natur og fuldstændig pakket med oplevelser og sanseindtryk. Med en lille smule fornuft og et smil på læben kommer du rigtig langt, og du er sikret en oplevelse for livet.
Skriv et svar