Helt kort, så skal du sætte et mål, fordi det er en kæmpe motivation til at opfylde de drømme, som du har om din karriere. Men hvis målet skal være motiverende, så er det vigtigt, at du har et godt mål. Det får du med SMART modellen, der hjælper dig til at forbedre dine personlige mål. I denne artikel lærer du om SMART modellens fem krav, og hvordan du kan gøre dit mål endnu bedre.
Hvad er SMART modellen
Helt kort, så er SMART modellen en række krav, som dit mål skal opfylde for at være motiverende og handlingsorienteret. To vigtige grundingredienser der får dig hele vejen fra drøm til mål.
De fem krav, som dit SMART mål skal leve op til er, at det skal være:
- Specifikt
- Målbart
- Attraktivt
- Realistisk
- Tidsbestemt
Og hvis du nu sidder og tænker: “Hvordan hjælper det mig?”, så læs med her, når vi gennemgår de fem faktorer i SMART modellen enkeltvis. Så får du nemlig en nøgle til, hvordan du gør dine mål til konkrete handlinger. For det er der, du oplever en forskel: Når du handler på dine mål.
Målet skal være Specifikt!
Der er en kæmpe forskel på de her to mål:
- Jeg vil være den bedste
- i 2017 vil jeg være kommunikationsansvarlig i en virksomhed med minimum 130 ansatte, hvor jeg har to faste medarbejdere under mig, og tjener x-antal kroner pr. md.
Det første mål er ikke særlig specifikt, og det er ikke smart. For hvornår er du den bedste? For nogle mennesker er den bedste statsministeren, for andre er det deres mor. Hvis du ikke er specifik, så har du ikke nogen målestok for, hvor langt du skal gå for at nå dit mål.
Målet skal være Målbart!
Hvornår er du i mål? Det spørgsmål skal du kunne besvare i søvne. Hvis du ikke ved det helt præcist, så er det svært at lade propperne springe og fejre din indsats. Så bestem dig fra starten for, hvad der er din målstreg. Hvis det er svært at måle, fordi det måske også handler om personlig udvikling, så prøv alligevel at finde nogle konkrete ting at måle på, det er afgørende for din motivation på den lange bane.
Målet skal være Attraktivt!
Det er ikke hver dag, du bare springer op af sengen med en brændende lyst til at forfølge dit mål. Uanset hvad dit ambitionsniveau er, den dag du sætter målet, så kommer der kedelige dage på vejen. Derfor er det enormt vigtigt, at du ved, hvorfor dit mål er attraktivt for dig (ikke for alle mulige andre – DIG), så du kan hive det frem som motiverende jetbenzin på gråvejrsdage.
Målet skal være Realistisk!
Du skal selvfølgelig være ambitiøs, når du sætter et mål, men du skal virkelig også være realistisk. Hvis du er alt for ambitiøs, så er din måljagt forgæves. Du er nødt til at sætte et mål, som du rent faktisk kan opfylde med de ressourcer du har tilgængeligt i dit liv.
Målet skal være Tidsbestemt!
Din deadline er altafgørende, når du arbejder med dit mål. Hvis du ikke har en deadline, så er det jo heller ikke vigtigt, at du overhovedet går i gang – specielt ikke på de dage, hvor energien er lav og motivationen halter lidt. Når vi ikke har skal nå noget, så er vi mennesker sådan indrettet, at vi går i gang med alt muligt andet (du kender det måske som overspringshandlinger). Men når vi har en deadline, der er konkret, så ændrer vi vores adfærd, så er vi pludselig meget mere motiveret for at gå i gang.
Sådan sætter du det perfekte mål med SMART modellen
I konsulentvirksomheden PE3A BusinessAntroplogi (en virosmhed som arbejder med antropologi) har de lavet et smart onlineværktøj, der gør det nemt at sætte gode mål. Det sker i en få og lette trin, hvor du bliver guidet gennem processen. Når du er færdig, så får du tilsendt en motiverende handlingsplan, som du kan bruge, når du fremover jagter dine nye karriere mål. Du kan læse mere her.
Skriv et svar