Det kan være svært at kombinere store mængder lejetøj, praktisk opbevaring og sikre børnemøbler med noget, der minder om hygge og god stil. Men med individuelle løsninger, personlig vægdekoration og fokus på den røde tråd, kan du sagtens indrette et børneværelse, der både er hyggeligt, stilet og funktionelt. Læs med herunder og få gode tips til indretningen af dit barns værelse.
Når du indretter børneværelse, er den første og største udfordring ofte at sikre tilstrækkelig opbevaringsplads til de store mængder legetøj. Et godt tip er at benytte sig af kasser og kurve, som gør det nemt og hurtigt at rydde op, og som gør legetøjet nemt tilgængeligt for børnene.
Gå efter opbevaringsløsninger, som har låg, så du undgår støvet legetøj. Og vælg holdbare naturprodukter som træ, metal eller filt frem for pap eller plastik, der har begrænset holdbarhed. Det er lidt dyrere at investere i opbevaringskasser i træ, men til gengæld får du også et helt andet, kvalitetsudtryk.
Plads til leg og hygge
Næst efter den praktiske opbevaring, bør fokus ligge på, at børneværelset først og fremmest er et rum, hvor der skal være plads til barnets leg og frie udfoldelse. Prøv at tænke vertikalt i dine opbevaringsløsninger, f.eks. i form af ophængte bogkasser, tallerkenrække eller andre væghængte løsninger. Det efterlader mere gulvplads til rummets vigtigste funktion: sjov og leg.
Barnets leg kan desuden imødekommes med et tumlehjørne med madras, tæpper og puder eller med et blødt gulvtæppe, der gør det komfortabelt og lunt for barnet at sidde på gulvet og lege. Hvis pladsen er til det, giver et indendørs legehus, et legetelt eller en tipi er sjovt gemmested, en hyggelig hule og et sted at finde hen for at finde fred og ro.
Personlig dekoration
Efterhånden er der mange gode muligheder for at personalisere indretningen af børneværelset – særligt når det gælder vægdekorationen. F.eks. kan du købe fine træbogstaver og få dit barns navn på væggen, du kan bestille specialdesignede plakater med dit barns yndlingssang eller fødselsdato og du kan få wallstickers med f.eks. navn, et børnerim eller mulighed for at selv designe det fra bunden.
En anden mulighed er at lave en personlig fotovæg til dit barn, hvor du skaber en collage med billeder af dit barns vigtigste voksne, gode minder, kæledyr og andre ting, som er vigtige for dit barn. Vælg rammer i samme farve og tag udgangspunkt i mindst én lige linje, som billederne hænges op efter, så udtrykket ikke bliver for rodet.
Husk den røde tråd
Når du indretter børneværelse, er det nemt at ende i et sammensurium af diverse farver og stilarter og ende ud med et rum, der er mere kaotisk end kønt. Derfor kan det være en god idé at lægge ud med at definere nogle gennemgående elementer i rummet. Det kan f.eks. være at vælge, om de store møbler primært skal være sorte, hvide, i lyst træ el.lign. Og det kan gøres endnu mere gennemarbejdet ved at vælge et farvetema. Du behøver ikke holde dig til én eller to farver, men vælg en farvepalet, hvor farverne komplimenterer hinanden godt, og hold dig så til denne i alle centrale elementer som vægudsmykning, møbler og tekstiler. Så er der også plads til at skeje lidt ud og vælge noget sjovt nips eller tilbehør med en anden farve.
Har du svært ved at finde ud af, hvilke farver der passer sammen? Lad dig inspirere af Adobes onlineservice Kuler, hvor du kan se forskellige farvetemaer og vælge et, der passer til dit barns rum. Servicen er egentlig lavet til designere, og farvetemaerne er derfor beregnede på hjemmesider, præsentationer osv. – men de fungerer lige så godt som udgangspunkt for den røde linje i dit børneværelse.
God fornøjelse med indretningen!
Skriv et svar