Mit hus skal sælges. Min ejendomsmægler og jeg er ikke enige om prisen. Hvorfor er mit hus ikke dobbelt så meget værd, som da jeg købte det?
Når man har taget en beslutning om, at huset skal sælges, så er der mange, der vælger at gøre det i samarbejde med en ejendomsmægler. Som sælger har man på forhånd en holdning til, hvad man synes, at ens hus er værd. Især hvis man selv er forelsket i det og har investeret tid og kræfter i at få det gjort i stand. Måske har man også brugt mange penge på et nyt badeværelse eller køkken, og derfor har man også en formodning om, hvad ens hus skal koste. Derfor kan man godt blive overrasket over det niveau som en ejendomsmægler lægger.
For hvorfor er boligen ikke blevet mere værd efter al den renovering, og hvordan kan kvalitetsmaterialer falde i værdi? Her kan du læse mere om, hvad det egentlig er en ejendomsmægler vurderer ud fra, når han går dit hus igennem, og dermed kan du opnå en større forståelse for, hvorfor dit hus koster 1,5 mio. og ikke 2 mio.
Hvad kigger en ejendomsmægler på?
Det første som en ejendomsmægler tjekker inden han fastsætter en pris er, hvor huset ligger altså beliggenheden, som vi også hører fra diverse boligprogrammer. Det er beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. I forbindelse med dette bliver kvadratmeterprisen tjekket for området, tingbogen bliver kigget igennem og lokalplaner får også en gennemgang. Alt dette har nemlig en stor betydning for, hvilken pris ejendomsmægleren kommer med, når hele huset også er gennemgået.
Når ejendomsmægleren har undersøgt de faktuelle ting, så vil der blive lavet en egentlig besigtigelse af huset. Her gennemgås huset, hvor byggetekniske fordele og ulemper bemærkes. Og så kigger en ejendomsmægler også på om boligen er velholdt og om ejerne har passet på boligen. Det er typisk også her, at eventuelle plusser og minusser bliver noteret, når man alligevel er ved at gennemgå huset. Et plus kan fx være, at der er kommet nyt badeværelse og omvendt vil et gammelt badeværelse med grønne fliser og gulvtæppe højst sandsynligt være et minus.
Der bliver også kigget på boligens areal, da det er meget vigtigt, at arealerne passer med, hvad der er registreret. Er der måske nogle kvadratmeter i en tilbygning, der ikke er registreret eller måske bruger i et værelse i selv har tilføjet som beboelse, selvom man egentlig ikke må, så kan det trække ned i pris. I samme moment kigger ejendomsmægleren også på, hvordan ruminddelingen er. Herunder også om der er mulighed for at lave en anden ruminddeling ved at lave en væg. Har man derfor valgt at renovere sit hus ud fra ens eget behov, og der derfor ikke er nogle værelser til børn, så kan det være en ulempe ved salg. Et køkken/alrum har også som udgangspunkt større værdi end et køkken, der er adskilt fra de andre rum i huset.
Det kan også være en god ide at sikre sig, at ens hjem er energioptimeret og ikke for dyr i drift, da et hus der er billigt i energiudgifter vil være mere attraktivt end et dyrere et af slagsen.
Ejendomsmægleren benytter sig også af din viden. Derfor vil der bliver spurgt ind til, hvad du synes husets værdier er, og hvad der er fordele og ulemper ved det. Du kan jo også bedst beskrive området, som kan være med til at en familie vælger huset fra eller til.
Der kommer så en kort snak mellem sælger og ejendomsmægler på, hvad forventningerne er til et salg, og hoved dokumenterne for boligen bliver gennemgået inden ejendomsmægleren tager afsted og kigger nærmere på besigtigelsen. Mange ejendomsmæglere vælger at drøfte sagen med kolleger og herefter kommer der en prisvurdering, som I så kan snakke om.
Hav et åbent og realistisk sind
Overvej derfor når du får deres vurdering om det charmerende 70’er badeværelse, rya-tæppet i stuen og den flotte korkvæg i køkkenet måske ikke nødvendigvis falder i andres smag. Og det kan betyde, at der kommer lidt justering i prisen i forhold til, hvad du måske havde forventet. For børnefamilier kan det måske også være et uoverskueligt projekt at skulle sætte vægge op i din billiardstue, så der kan komme to børneværelser ud af det. Hav derfor et åbent sind overfor din ejendomsmægler inden du bliver overrasket over, hvad din bolig egentlig er værd. De fleste ejendomsmæglere ved nemlig godt, hvad boligerne er værd i de fleste områder, og en alt for høj pris kan skræmme interesserede købere væk. Vær derfor modtagelig for den rigtige pris, selvom den er lidt mindre en du synes, når du skal sælge din bolig.
God fornøjelse med salget!
Skriv et svar