JTI – eller Jungs Typeindikatortest – er en test der fortæller noget om, hvilke præferencer du har som menneske. Det kan være med til at illustrere dine styrker og udfordringer og kan også give et hint om, hvilke arbejdssituationer du vil finde dig bedre eller dårligere tilpas i. Derfor bruges JTI-tests også at mange virksomheder i forbindelse med ansættelser eller medarbejderudvikling og sammensætning af teams. Bliv klogere på din type herunder.
Ekstroversion vs. Introversion
Her er tale om den såkaldte energidimension, hvilket grundlæggende handler om, hvorfra du henter din energi og inspiration, og i hvilken retning du retter din energi. Er det mod udadvendthed, kontakt og kommunikation, eller mod indadvendt fordybelse og eftertanke. Generelt er E-præferencer handlingsorienterede, mens I-præferencer er tankeorienterede. Det er vigtigt at understrege, at man ikke kun er enten-eller, men de fleste mennesker har en præference i den ene eller den anden retning, som så kan være mere eller mindre stærk.
Sansning vs. iNtuition
Her er tale om en af de to såkaldte mentale dimensioner – den opfattende dimension – der handler om, hvordan du opfatter verden og henter informationer. Har du en S-præference betyder det, at du henter information fra fakta, detaljer og konkret viden, mens folk med en N-præference forstår verden ud fra helheder, mønstre og overordnede principper. Folk med en N-profil vægter idéer og innovation på basis af abstrakte tanker og teorier, mens S-profiler foretrækker konkrete opgaver bygget på data og facts.
Tænkning vs. Følen
Dette er den sidste af de to mentale dimensioner – den vurderende dimension – som drejer sig om, hvordan du vurderer situationer og træffer beslutninger. Er det primært ud fra en logisk og objektiv overvejelse med basis eller træffer du beslutninger på baggrund af følelser, holdninger og værdier. Grundlæggende er det forskellen på at træffe beslutninger på baggrund af, hvad der er logisk og rimeligt eller at træffe beslutninger på baggrund af hensyn som f.eks. empati, de involveredes behov eller en moralsk begrundet ”rigtighed”.
Vurdering (J) vs. Opfattelse (P)
Den sidste dimension er den såkaldte livsstilsdimension. Her handler det om, hvordan du vælger at indrette dit liv. Personer med en J-præference foretrækker en struktureret og velplanlagt facon med fokus på orden, mens mennesker med en P-præference har en mere løst struktureret og fleksibel tilgang til planlægning – med stor fokus på innovation, omstillingsparathed og spontanitet.
Når du har taget en JTI-test får du en personlighedskode på 4 bogstaver, der illustrerer dine præferencer inden for de dimensioner, der er gennemgået herover. Selv om det er vigtigt at sige, at personlighedstyperne netop kun er typer, og at man som helt menneske er meget mere end sin type, kan det alligevel være en god hjælp til at få identificeret og arbejdet med ens styrker og udfordringer. På nettet og i bogform findes ekstensivt materiale om de 16 forskellige typer, og hvad der identificerer dem – så der er rig mulighed for at blive klogere på sig selv.
Hvad kan testen bruges til?
Både personligt og kollektivt kan testen være et godt arbejdsværktøj i jobsammenhænge. I et team eller i en afdeling kan det være med til at illustrere, hvorfor forskellige mennesker måske har kommunikationsudfordringer, eller hvem der med fordel kunne sættes sammen, fordi de komplimenterer hinanden godt. Det er en god metode til at få fokus på og anerkendt alles forskellige styrker.
På det personlige niveau er testen et godt værktøj til personlig udvikling. En tydeliggørelse af dine styrker og svagheder er første skridt til at blive klogere på sig selv og udvikle sig i en positiv retning.
Endelig bruges testen ofte i forbindelse med ansættelsessamtaler, hvor det bl.a. kan være med til at vise, om ansøgeren med sandsynlighed vil passe godt ind i den beskrevne jobfunktion – en person med en stærk I-profil er måske ikke en oplagt underviser, en person med en udpræget N-profil vil næppe synes om at arbejde med stærkt rutineprægede opgaver, og en person med en kraftig P-profil er muligvis ikke den bedste til at varetage en koordinerende rolle, hvor der skal planlægges og holdes orden.
Hvor kan du blive testet?
Der findes talrige steder på nettet, hvor du selv kan forsøge dig med en JTI-profiltest og få en indikation af, hvilken type, du falder ind under. De er af meget varierende kvalitet og omfang, men bl.a. har Jobindex en udmærket gratis test. Du kan også vælge at få lavet en professionel JTI-profilering hos f.eks. Center for Ledelse. Når du har taget testen, vil der helt sikkert både være ting, som du kan genkende, og ting som du ikke synes passer. Her er der rigtig mange online ressourcer at blive klogere med, ikke mindst på engelsk, hvor du bl.a. finder et stort internationalt online-forum med fokus på at blive klogere på ens type og dermed en selv.
Skriv et svar