Danmark har en kedelig rekord i Skandinavien – vi er det land der har flest indbrud. Hele 809 indbrud per 100.000 danskere i 2012, hvor man til sammenligning kun havde 120 indbrud i Norge per 100.000 nordmænd og 220 indbrud i Sverige per 100.000 svenskere, ifølge denne artikel fra Jyllands-Posten. Der tegner sig dermed et skræmmebillede af indbrudsstatistikkerne i Danmark, som bestemt ikke ser gode ud.
Selvom vi i Danmark oplever at antallet af indbrud er faldende, så holder vi stadig rekorden i forhold til antallet af indbrud i forhold til indbyggere, hvilket måske kan skyldes den tætte beliggenhed på den østlige del af Europa, der menes at stå bag en stor del af denne form for kriminalitet.
På trods af det faldende antal indbrud, anbefales det stadig at man som familie gør sit yderste for at sikre hjemmet – især op til højtider, ferier og andre perioder hvor man måske er uden for huset i længere tid.
5 råd der virker
Indbrudstyvene har en fast rutine, hvor de først kører rundt i et område og undersøger tilstødende veje, flugtmuligheder samt beliggenheden af nabohuse. De kigger selvfølgelig også efter synlige værdier, og hvis de fulde navne på familiens medlemmer står på postkassen, vil de have nemt ved at finde frem til jer på eksempelvis Facebook – herfra kan de så følge med i hvad i foretager jer, hvornår i er hjemme, og, kort sagt, hvornår de kan slå til. Følg disse råd, og tyven vil i de fleste tilfælde blive skræmt væk:
1. Undlad hele navne på postkassen
En vigtig sikkerhedsforanstaltning er at undgå opremsningen af hele navne på postkassen – hvis ikke du som forælder selv bruger eksempelvis Facebook, vil det næsten være fuldstændig sikkert at dine børn gør. En tyv vil nemt kunne gå på Facebook og finde et barn af familien, hvorfra de kan følge med i hvad i foretager jer – om i eksempelvis er på familieferie, om i er ude eller hjemme juleaften, og i det hele taget hvad i foretager jer. Tit vil der også følge billeder med, hvorfra tyven kan danne sig et indtryk af værdier i hjemmet.
Dette kan i allerede besværliggøre for tyven, hvis der ikke nævnes navne på postkassen, hvor i eksempelvis kan skrive “Familien Jensen” i stedet.
2. Frist ikke tyven
Hvis det er muligt, så undgå at have værdier stående unødigt fremme, især når i ikke er hjemme. Det kan eksempelvis være bærbare computere som efterlades på spisebordet, mobiltelefoner, konsoller eller andet – gem det væk så vidt det er muligt, eller så det i det mindste ikke kan ses fra vejen.
Jo mindre tyven kan se fra vejen af, jo mindre er risikoen for at det netop er jer der bliver brudt ind hos. Lad også gardinerne være trukket for når i ikke er hjemme.
3. Skjul at i ikke er hjemme
En af de vigtigste ting i forebyggelsen af indbrud i hjemmet, er at skjule at i ikke er hjemme, især på kritiske tidspunkter såsom i skoleferier og i julen. Her en liste over tiltag, der kan give tyven et indtryk af at der stadig er nogen hjemme:
- Bed naboen parkere en bil i jeres indkørsel – især om vinteren kan friske spor i sneen forvirre tyven
- Aftal med nabo eller familie at postkassen tømmes jævnligt, og skrald fyldes i skraldespanden
- Sørg for at der bliver ryddet sne hvis i har fortov – hvilket alligevel er lovpligtigt
- Lad lyset være tændt – brug en automatisk timer hvis i er på ferie
4. Tal med naboerne og fremmede i området
Et godt netværk blandt naboerne er vigtigt – hvis i snakker godt sammen, og eksempelvis oplyser hinanden om hvornår i som regel er på arbejde, og hjælper hinanden med at holde øje med mærkelig aktivitet, så mindskes risikoen også. Over halvdelen af alle indbrud begås nemlig om dagen mens man er på arbejde, og det vil kunne undgås hvis man bor i et område med opmærksomme naboer, der ved hvornår man hver især er på arbejde og hvilke biler der køres i.
Det kan især være vigtigt at være tilstede i kvarteret, forstået på den måde at man går mistænkelige personer i møde – stik gerne hovedet ud af døren og hils, tilbyd jeres hjælp da de ser “søgende ud” – potentielle indbrudstyve vil oftest kigge meget rundt, da de naturligvis leder efter gode huse, så det er oplagt at gå i dialog med dem, og vise at i er opmærksomme på folk i jeres område.
5. Brug mærkningsordningen
Det Kriminalpræventive Råd tilbyder en mærkningsordning gennem din politistation – det er den såkaldte Operation Mærkning, som er et samarbejde mellem dem og brancheorganisationen Forsikring og Pension. Du kan altså hente et sæt redskaber og mærker, så du kan mærke dine dyrebareste ejendele på en måde der ikke er til at fjerne igen. Opsæt så de medfølgende mærkater på din postkasse og ved alle indgange til huset, og tyven er dermed “advaret” om at dine ejendele er mærket, og derfor svære at sælge videre, samt nemmere for politiet at spore tilbage til den rette ejer.
Skriv et svar