Det er bestemt ikke sjovt at få besøg af en indbrudstyv. Det kan have store psykiske konsekvenser, og også økonomiske konsekvenser i det omfang de stjålne effekter ikke er dækket af forsikringen. I denne artikel ser vi lidt på konsekvenserne af et indbrud, og kommer også men en række enkle fif til, hvordan du kan snyde indbrudstyven og forebygge indbrud.
Psykiske traumer efter indbrud
Det helt primære problem for mange, er de psykiske traumer, som kan være næsten umulige at komme af med. Mange nævner tanken om, at en ubuden gæst har rodet rundt i ens private ting, og mange oplever også en grundlæggende utryghed. Man har, måske for altid, mistet følelsen af, at ens hjem er et trygt og godt sted at være, ikke mindst om natten.
Indbrudstyve ødelægger og vandaliserer
Ud over de psykiske komplikationer, er der som regel også ødelæggelser forbundet med indbrud. Af gode grunde har en indbrudstyv ofte temmelig travlt, og det medfører typisk væltede og måske ødelagte genstande, ud over de skader der sker på døre og vinduer i forbindelse med, at tyven skaffer sig adgang. Desværre findes der også blandt indbrudstyve skruppelløse typer, som helt bevidst ødelægger og vandaliserer for ”fornøjelsens” skyld.
Pas særligt på ting med affektionsværdi
Sidst, men ikke mindst, vil der selvfølgelig også normalt være tale om, at tyven stjæler værdigenstande som f.eks. TV, computere og andet elektronisk udstyr, samt selvfølgelig kontanter, smykker og andre værdigenstande. De fleste ting kan erstattes og dækkes af forsikringen, men det værste er, når ting med affektionsværdi stjæles eller ødelægges, f.eks. arvestykker eller billeder eller data på en PC eller telefon.
Brug permanent mærkning af værdifuldt udstyr
Mærkning af værdigenstande kan også have en særdeles præventiv effekt, hvis en indbrudstyv skulle have held af at komme ind. Hos politiet fås særlige mærkningsværktøjer, som kun er synlige ved brug af ultraviolet lys. Der findes også andre måder at mærke på. Vigtigst er egentlig bare at sikre, at mærkningen er permanent, så genstanden er svær at omsætte på det sorte marked. Et TV med tydelig og permanent mærkning på bagsiden, vil f.eks. typisk ikke være attraktivt for en indbrudstyv. Det er også vigtigt at skilte med, at værdigenstande er mærkede. Det kan f.eks. gøres med klistermærker i vinduer og døre. På den måde kan man være heldig, at tyven opgiver sit ærinde allerede for indbruddet finder sted.
Snyd indbrudstyven og gem smykkerne
Smykker og lignende mindre værdigenstande er svære at mærke, så de bør i stedet opbevares sikkert, f.eks. i en brandsikker boks, som fås ganske billigt mange steder. Nogen vælger også mere kreative løsninger, hvor smykker og værdigenstande f.eks. gemmes i en udhulet bog eller lignende. Snyd indbrudstyven på din helt egen måde, og undlad også gerne at fortælle andre hvordan du gør. Det er ikke fordi du ikke kan stole på familie og venner, men hvis du har været ekstra kreativ, er det en god historie, og den kan hurtigt spredes og havne det forkerte sted, uden at nogen egentlig har ment noget ondt med det.
Nabohjælp forebygger indbrud
Begrebet nabohjælp er blevet kendt og bruges i mange kvarterer. I bund og grund handler det om, at naboer snakker sammen og hjælper hinanden. Er en familie væk i længere tid, aftales det med naboerne, at de tømmer postkassen, vander blomsterne og i øvrigt sørger for, at huset ser beboet ud. Det kan f.eks. gøres ved at naboen parkerer sin bil i husets indkørsel, eller bruger husets vasketøjssnor i stedet for sin egen. Det er små ting der skal til. Naboerne kan også hjælpe med at holde øje med mistænkelig adfærd omkring huset. Biler der holder i tomgang udenfor i længere tid, eller forbipasserende, der bevæger sig ind på grunden.
Skriv et svar