Der findes en lang række muligheder for efterbehandling af tryksager, og det kan være svært at gennemskue, hvad der er bedst og/eller nødvendigt for lige præcis din tryksag. Her får du en oversigt over de forskellige muligheder for mere eller mindre avancerede efterbehandlinger, og hvad de kan gøre for din tryksag.
Tilskæring
Alle tryksager bliver skåret til i en skære maskine, før de bliver leveret til slutkunden.
Bukkestreger
Hvis der trykkes på kraftigt papir eller karton, som skal foldes, bør der laves en bukkestreg. En bukkestreg er en lille rille, som bliver præget ned i papiret, så papiret er let at bukke det pågældende sted og ikke revnet, når det bliver foldet.
Perforering
Perforering er en række af bittesmå huller, som er udstanset i et ark papir, for at lette afrivning. Man kender det især fra frimærker eller på f.eks. løsblade, hvor der er en kupon, som skal kunne afrives.
Ridsning
Ridsning benyttes, hvis man f.eks. skal lave brochureholdere med bagstøtter, der skal kunne lave et skarpt buk i kanten. Kartonet bliver dermed ridset, men altså uden at blive skåret helt igennem. Man ser det også ved selvklæbende folier, hvor bagpapiret er ridset, så det nemmere kan trækkes af folien.
Prægning
På kraftige papirkvaliteter (fra 250 gram og opefter) kan man få lavet en prægning på sin tryksag. Prægning kan være ophøjet eller nedfældet, og giver dermed en højdeforskel i papiret. Det foregår ved, at tryksagen under højt tryk får presset et motiv ind i papiret ved brug af en såkaldt præge kliché. Klichéen består af en ”han” og en ”hun”, som bliver presset sammen om papiret fra hver sin side. Motiverne kan være alt fra bogstaver, firmalogo til dekorative illustrationer og kan tilføre tryksagen et meget eksklusivt udtryk. Man kan også få lavet en såkaldt folie prægning, hvor man får præget metalliske effekter som guld og sølv ind i papiret.
Falsning
Benyttes på brochurer, foldere og på omslag til hæfter, hvor man ønsker et foldet format. Der findes forskellige typer af fals, f.eks. 4 siddet fals (4 siddet folder, som er foldet/falset én gang), zigzag fals (er foldet 2-3 gange som et zig-zag set fra oven), rullefals (er foldet 2-3 gange som en rulle) og portfals (er foldet 3 gange hvor flapperne åbnes fra midten som en port)
Udstansning
En udstansning giver et hul i tryksagen, så man kan se det bagved liggende motiv. En udstansning kan laves meget præcist og detaljeret, og kan stort set laves i lige præcis det motiv, man ønsker.
Konturskæring
Konturskæring anvendes, hvis man vil have noget skåret i motivets kontur/omrids. Det kan f.eks. være skilte, figurer, bogstaver eller lign., som skal tilskæres, så man fornemmer figurens omrids.
Hulning
Din tryksag kan få tilført huller til f.eks. ringbind eller til ophæng som på f.eks. vægkalendere.
Hjørneafrunding
Benyttes, hvis du ønsker, at din tryksag skal have afrundede hjørner.
Lakering
Der findes flere muligheder for lakering af den færdige tryksag, hvis man ønsker en anden overflade eller vil forlænge holdbarheden.
- Tryklak – fås i neutral, blank eller mat. Det beskytter tryksagen og giver en flot finish. Almindelig tryklak har tørretid ligesom trykfarver har
- Duftlak – tryklak kan tilsættes et duft pulver, som udløses, når man gnider på det lakerede område
- Vandlak – giver en dybere og mere holdbar finish end tryklakken
- UV-lak – tilfører tryksagens overflade ekstra glans, der fremhæver farverne og kontrasterne i tryksagen. UV-lak fås både i en blank og en mat udgave, men UV-lak beskytter ikke tryksagen, ligesom tryklak og vandlak gør.
- Partiel UV-lak – bruges til at fremhæve udvalgte områder i layoutet på en tryksag, så det fremstår tydeligere og får glans
Kachering
Kachering er en tynd plastikfilm, som påføres tryksagen for ekstra holdbarhed og rivestyrke. Kachering tilfører også tryksagen et mere eksklusivt udtryk.
Laminering
Hvis tryksagen forventes at blive udsat for massiv påvirkning, som det ofte er tilfældet med f.eks. menukort og lign., så vil en laminering være en rigtig god løsning som beskyttelse af tryksagen. Laminering er en plastbeskyttelse, hvor tryksagen indsvejses i plast på begge sider.
Listen er ikke udtømmende, men skulle gerne give et godt indblik i de mange forskellige muligheder for forædling af tryksager. Spørg evt. dit trykkeri, hvis du har andre ideer.
Skriv et svar